|
Netop nu er Sønderborg Produktionshøjskole ved at opføre en ny, unik skole, der skal få læring, sundhed/trivsel og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed.
Danmarks først BOLIG+ skole
Sammen med Aarhus Arkitekterne er Sønderborg Produktionshøjskole nået frem til et koncept for skolen, der skal være Danmarks første skole bygget efter standarden BOLIG+. Det vil sige, at skolen skal generere mere energi, end den forbruger.
Visionen er, at skolen skal gå foran som et unikt eksempel på, hvordan bæredygtigt byggeri kan gennemføres. Bæredygtighed skal ikke alene være en del af arkitekturen og byggeriet, men i lige så høj grad en del af undervisningen og elevernes og medarbejderes hverdag.
Den sønderjyske kulturarv lever videre i skolens murstensvægge
Et af skolens mange bæredygtige tiltag er valg af genbrugsmursten. Skolen ligger i et område, hvor der historisk set har ligget mange teglværker, der har produceret mursten af høj kvalitet. Mursten af typen flensborgsten er blevet produceret på de lokale sønderjyske teglværker siden 1800-tallet. Derfor var det også oplagt, at lokale, gule flensborgsten fra en gård i det sønderjyske Rinkenæs, skulle genbruges i murene og lade egnens historie og håndværksmæssige tradition leve videre i den nye unikke skole.
Gamle Mursten har hentet stenene i Rinkenæs, hvorefter de er blevet maskinrenset. Opmuringen af murværket begynder i august 2011.
Som endnu et plus i skolens bæredygtige regnskab, skal murstenene mures op i kalkmørtel. Kalkmørtelen medvirker til, i modsætning til cementmørtel, at murstenene i fremtiden kan renses og bruges igen i nyt byggeri.
Første etape af byggeriet blev påbegyndt i april 2011.
Du kan læse mere om projektet på Aarhus Arkitekternes hjemmeside eller på Sønderborg Produktionshøjskoles hjemmeside.
Type mursten: Gul Flensborgsten Antal mursten leveret: 60.000 Ton sparet CO2: 30 Arkitekter: Aarhusarkitekterne A/S
|